Ole Wolf  
 

 

Har alle ret til en kirkelig begravelse?

 
 

Kirkens styrelse skal reformeres, står der i det nye regeringsgrundlag. Men der er grund til at give hele forholdet mellem kirke og stat et grundigt eftersyn. Som det er nu, bliver livets store spørgsmål reduceret til en slags serviceydelser fra den offentlige sektor

»If it ain’t broken, don’t fix it.«

Dette gode råd udtrykker manges holdning til det særegne danske forhold mellem kirke og stat. Man kan godt se det uheldige ved, at de 20 procent af befolkningen, der ikke er medlem af folkekirken, har en slags andenrangsstatus på en række områder. Men i det store og hele går det vel meget godt, så hvorfor lave noget om?

Problemet er, at der er gået noget i stykker. Defekten har blot været der så længe, at vi ikke kan se det.

En del præster har allerede gjort opmærksom på, at sammenblandingen af stat og kirke skader kirken. Derimod er det et fåtal, der er opmærksomme på, at sammenblandingen skader hele det danske samfund.

I vores nutidige opfattelse er stat og kirke to grundlæggende forskellige ting.

En stat beskæftiger sig med, hvordan vores hverdag skal være indrettet. Dens handlinger baserer sig på viden om samfundet.

Staten er noget andet end borgerne i staten. Derfor taler man om ’individet over for systemet’.

Det forventes, at systemet – embedsmændene – behandler borgerne efter objektive kriterier. Embedsmændene skal sikre lighed for loven. Når de møder borgerne, skal de optræde objektivt og afbalanceret. Derfor har borgerne rettigheder. Rettighederne skal forhindre, at embedsmændene skalter og valter med borgernes liv.

Disse rettigheder er for alle. Enhver statsborger har ret til dem. I de fleste tilfælde kræver det ikke noget af en at blive statsborger. Det bliver man født til.

En kirke er noget andet, for der er andet på spil, når vi beskæftiger os med vores livssyn. Det gælder uafhængigt af, om livssynet indbefatter en gud og er samlet i det, man kalder en religion.

Kirken handler ikke om hverdagen. Den handler om det, der er anderledes. Livets store overgange, fødsel, overgangen til voksenalder, valg af partner, død. De store etiske spørgsmål. De fundamentale overvejelser om, hvad der er et godt liv.

En tro baserer sig ikke på viden, den er netop en trossag. Det køligt distancerede er heller ikke et ideal. Tværtimod forventer vi passion og lidenskab, når det gælder livets store spørgsmål.

Tro og livssyn handler på ingen måde om individ versus system. Det handler om fællesskab. Som mennesker tumler vi med tilværelsens store spørgsmål, og vi er bedst tjent med at gør dette i et fællesskab.

Derfor er en tro heller ikke for alle. Den er for dem, der er med i fællesskabet. Som konsekvens fødes man heller ikke ind i en tro. Man skal igennem forskellige optagelsesritualer. Som for eksempel en dåb eller en konfirmation.

Når det gælder livets store spørgsmål, har vi heller ingen rettigheder. Tværtimod er de store spørgsmål kendetegnet ved en eksistentiel usikkerhed. Vi er ikke garanteret et bestemt antal leveår eller beskyttelse mod smerten ved at miste vores nærmeste.

At tænke som staten

Kirke og stat er altså to vidt forskellige ting. Men ikke i Danmark. Siden 1849 har den evangelisk-lutherske kirke og staten været vævet sammen i en ordning, man kalder ’folkekirken’. Efter 162 års ægteskab har kirken overtaget statens måde at tænke og fungere på. Det har påvirket hele det danske samfunds kultur. Hele vores måde at forholde os til etik og livets store spørgsmål. Det har dræbt passion, engagement og aktiv stillingtagen, hvor det ellers er påkrævet.

Det kan ses i den måde, vi forholder os til livets store overgange, fødsel, valg af partner og død.

Kirkeministeriet har slået fast, at hvis de pårørende ønsker det, så har de ret til at få deres afdøde familiemedlem begravet i en kirke. Helt uafhængigt af, om vedkommende selv ønskede det. Dette er statslogik. Alle har ret til ydelserne.

På samme måde er det med bryllup og barnedåb. Uafhængigt af om folk forbinder noget med de liturgiske tekster under ceremonierne, så har præsten at stå klar med ydelserne. Ritualerne ved livets store overgange er blevet til ydelser fra velfærdsstaten på linje med retten til at få en plads i en daginstitution.

Problemet er ikke, at nogle ønsker en ceremoni i folkekirken. Enhver er i sin gode ret til at have sin tro ud fra sine egne motiver.

Problemet er, at vi med sammenblandingen af stat og kirke slører, at livets store overgange også handler om at tage stilling til livet før og efter overgangen.

Et bryllup er den rette lejlighed til at spørge sig selv hvilke værdier, man vil bygge sit parforhold på. Der er ikke ét bestemt svar på, hvilke værdier det skal være. Det er forskelligt fra par til par. Men parrets værdier bør være det centrale i et bryllup og ikke en biting i et statsligt serviceprodukt, for så bliver ceremonien bare et rituelt show.

På samme måde bør det ved et barns fødsel være naturligt, at man sætter ord på det ansvar, man har fået, fordi et lille nyt menneske er kommet ind i ens tilværelse. Det er fint, hvis man mener, at ansvaret består i at opdrage barnet i overensstemmelse med folkekirkens dåbsritual. Så barnet lærer at tro på, at Jesus blev pint under Pontius Pilatus, døde og genopstod på tredjedagen. Hvis man synes, andre forhold er vigtigere, er det dem man skal sætte ord på i en ceremoni.

Men i stedet har vi opbygget en kultur, der ikke fører til aktive valg. Præsten lirer dåbsritualet af, og forældrene siger pligtskyldigst ja, fordi sådan plejer man. Alle parter ved, at går man forældrene på klingen med hvad, der står i dåbsritualet, vil de fleste få et ansigtsudtryk som en hjort fanget i en lyskegle. Så det undlader man. Hvorfor understøtter vi ikke et positivt og engageret valg?

Sammenblandingen af stat og kirke har også påvirket vores forhold til døden. Ifølge staten, dvs. kirkeministeriet, skal folkekirken stå klar med en løsning, uafhængigt af om afdøde var medlem af kirken. Dermed understøtter man, at man ikke behøver tale om døden. Det vil være bedre, hvis det bliver naturligt at gøre sig nogle tanker om ens egen begravelse og dele dem med ens nærmeste.

Dansk konfliktskyhed

Men vil en adskillelse af kirke og stat ikke føre til konflikter? Vil alle mulige religiøse sekter blomstre op, så det danske samfund bliver radikaliseret?

Næppe. Det skete ikke i Sverige, da stat og kirke blev adskilt der, og det er heller ikke tilfældet i de europæiske lande, der ikke har en statsreligion.

Tværtimod illustrerer denne frygt for konflikt, at det er blevet et træk ved dansk kultur, at uenighed er pinlig. Vi vil helst lade som om, at vi er enige om det hele. Provinsbypænheden er blevet en landsdækkende mental tilstand.

På dette område er folkekirken, vores største institution for etik og moral, gået foran.

De danske folkekirkepræster er ikke enige om særligt meget. Nogle mener, at homoseksuelle bør have ret til at gifte sig i kirken. Andre mener, at homoseksualitet er en synd. Nogle mener, at Gud og Djævlen eksisterer. Andre mener, at hverken Gud eller Djævlen eksisterer. Der er plads til det hele, for kirken skal være for hele folket. Derfor er der heller ingen i folkekirken, der sætter spørgsmålstegn ved, om andre præster kan være en del af kirkens fællesskab. Uenigheder skal fejes ind under gulvtæppet.

Ved at kappe båndene mellem kirke og stat vil vi gøre op med denne kulturelle konfliktskyhed. Der vil blive plads til diskussion og aktiv stillingtagen i livets store spørgsmål. Vi vil opdage, at uenighed er en styrke, ikke en svaghed.

Der er altså god grund til at adskille kirke og stat. Ifølge det nye regeringsgrundlag skal der nedsættes et udvalg, der skal se på forholdet mellem kirke og stat. Om det skal føre til store eller små ændringer er uklart. Det er også uklart, om udvalget udelukkende skal beskæftige sig med, hvad der er bedst for kirken, eller også skal se på, hvad der er bedst for hele samfundet. Forhåbentlig bliver der fokus på det sidste.

 

Bragt i Information d. 12. november 2011 temp0015_whitedots

Ole Wolf, Vilh. Bergsøesvej 47, 2. tv., 8210 Århus V, ow@humanistisksamfund.dk
coopyright 2012